Modul 6

Mål

Formålet med undervisningen på modul 6 er, at kursisten kvalificerer sig dansksprogligt til videregående uddannelse. Undervisningen afsluttes med Studieprøven, som normalt er det dansksproglige krav til optagelse på korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

Målet med undervisningen er, at kursisten i relation til arbejde, uddannelse samt hverdagsliv og medborgerskab
• kan fungere dansksprogligt i en- og tovejskommunikation ved anvendelse af et sammenhængende, nuanceret og komplekst sprog med høj grad af korrekthed i de fleste kommunikationssituationer, herunder:
• kan forstå almindeligt forekommende kommunikation, hvor sproget er nuanceret og komplekst, samt følge en forelæsning, præsentation, debat el. lign.
• kan kommunikere mundtligt i et umiddelbart forståeligt, sammenhængende, flydende, nuanceret og komplekst sprog med høj grad af korrekthed på en situationstilpasset måde samt kan opretholde en akademisk diskussion, kan argumentere og konkludere og kan give en velstruktureret præsentation af et emne
• hurtigt kan uddrage information af og forstå indholdet i tekster, der er formuleret i et nuanceret og komplekst sprog, herunder tekster i relation til uddannelse på højt niveau
• umiddelbart forståeligt kan formulere sig skriftligt om vanskeligere emner i et sammenhængende, komplekst, nuanceret og præcist sprog med en høj grad af korrekthed på en situationstilpasset måde
• har opnået indsigt i kultur- og samfundsforhold i Danmark og kan relatere sine erfaringer hertil.

Indhold

I undervisningen arbejdes der med sprogtilegnelse i relation til arbejde, uddannelse samt hverdagsliv og medborgerskab, fx
• arbejdsplads- og studiekultur, herunder samarbejde og samværsformer, skrevne og uskrevne regler
• undervisnings- og studieformer inden for videregående uddannelse i Danmark
• emner af almen relevans inden for det humanistiske, det samfundsvidenskabelige og det naturvidenskabelige område.

Sidst opdateret: 20.10.2014